Lene Beier

Torsdag d. 16. januar kl. 18.30 Medborgerhuset, Bindslevs Plads 5

"Gir du en kop kaffe"

Fordrag v/ Lene Beier.

16. januar var der mødt 180 aktive kvinder op for at høre Lene Beiers foredrag ”Gir du en kop kaffe”.

Lene gav alle hånd og sagde goddag inden foredraget, pludselig stoppede hun op, et kendt ansigt kom ind af døren, hendes morbror fra Gjessø og frue. De fik lige et par ord med på vejen og så videre til næste Aktive Kvinde. Inden start på foredraget ville Lene lige høre, om det var ok at hun smed skoene, ingen indvendinger, ok så går jeg i gang, men lov mig at  ”hvis jeg smasker i mikrofonen så sig lige til”, for det lyder ikke godt.  Lene ville også lige sikre sig, at der ikke var journalister til stede, for som hun siger, ”man kan jo komme til at tale over sig”

Efter præsentation fik Lene Beier overrakt et kaffekrus fra Aktive Kvinder Silkeborg med trykt: Værsgo! En kop kaffe fra Aktive Kvinder Silkeborg 2020.

Lene havde meget på hjertet, så aftenen fløj af sted. Hun er opvokset på en lille gård i Yttrup ved Skive. For 18 år siden flyttede hun til København, hun syntes, at hun havde alt incl. en cykel. Det var her hun mødte Anders, hendes mand, men da de mødte hinanden, ville hun ikke være kærester med Anders, for han havde ingen cykel og var fra storbyen. Men det gik jo helt anderledes, vi har i tv kunne følge med i ombygning af deres hus i Dragør og tilblivelsen af deres have, som ligger helt ned til gangstien som skiller deres grund fra stranden.

Men vi kender også Lene Beier fra en lang række andre populære Tv-programmer som ”Landmand søger kærlighed”, ”Landmand jorden rundt”, ”Hjem til gården”, ”En stor dag på godset” og ikke mindst Tv2 Fri hvor Lene startede sin Tv karriere. Lene er uddannet skolelærer med fag som Biologi og Historie på skemaet. Foredraget var krydret med sjove anekdoter fra de mange optagelser og livet på landevejen og Tv-produktion. Når Tv optagelserne holder pause i weekenderne, er der tit lang vej hjem til Dragør, så hører hun lydbøger og taler i tlf. tit med mor Jytte og selvfølgelig Anders og børnene. På de 8 uger det tager at optage ”Landmand søger kærlighed”, har hun præsteret at køre 12.500 km. Måske også fordi hun elsker loppemarkeder og planteskoler og dem er der jo en del af i Jylland og på Fyn.

Pt. hvor der er ro på optagelserne, er Lene  i gang med at male indvendig i hendes og Anders hus i Dragør, da det nu er 3 år siden de renoverede. Men om ikke så længe kommer der nye udsendelser på Tv af ”Landmand søger kærlighed”, ”Hjem til gården”, og en ny udsendelse om ”Danmarks historie” som ikke har været på Tv før, som alt sammen blev optaget i 2019.

En meget underholdende aften i selskab med Lene Beier.

Ref. Maja