Christian Bøving

Onsdag d. 11. august var 110 mødt op til foredraget ”Et lægeliv på kanten” med Christian Bøving.

Christian Bøving 47 år, kom i god tid, var meget oplagt.

Han har altid levet ”på kanten”, der skulle være spænding på tilværelsen. Har altid gået efter sine drømme, og altid opnået dem til sidst.

Efter gymnasiet var overstået, stod han ved en skillevej, og endte med at vælge militæret (Ville vise sin far at han var god nok) Det blev til flere uddannelser, speciallæge i almen medicin og SAR (Search And Rescue) Orlogskaptajn i den danske flåde. I 2009 uddannet som officer fra Jægersborg Kaserne.

Da han var 35 år, blev han udsendt som læge til Afghanistan og Kosovo. Det blev til nogle barske oplevelser, hvor han kom ud for nogle meget svære valg. Når der kom mange sårede soldater ind med helikopterne, skulle han dele dem op, dem der var hårdest medtaget blev lagt til side til senere behandling, dem de mente, de kunne redde, blev der tage hånd om, og dem der kunne nøjes med smertestillende medicin fik det. Det gjaldt om at redde flest menneskeliv, så derfor blev de hårdest sårede behandlet til sidst, hvis de stadig levede, når det blev deres tur.

Han skulle også hjælpe med hygiejneproblemerne i lejren. Mange havde diarré pga. dårlig hygiejne, men det var meget svært at lære folk god hygiejne under de dårlige forhold der var i lejren.

Da han skulle hjem, følte han stor afmagt over hele situationen i lejren.

Inden han blev udsendt, skulle han skrive et afskedsbrev til sine nærmeste, bla. skulle han beskrive hvordan han ville begraves, hvis han kom hjem i en kiste. Heldigvis kom han levende hjem, og da hans far døde, så gav han ham den begravelse, han selv skulle have haft.

Et af hans drømme var at blive skibslæge på kongeskibet Dannebrog. På et tidspunkt mødte han Anny Biehl, som var skibslæge på Dannebrog. Han spurgte hende hvordan man blev læge på kongeskibet, hun gav ham elevatorblikket og sagde: ”Det gør man ikke, for det er mit job”. Men da hun skulle på pension, huskede hun ham, og kontaktede ham. Han fik jobbet, og Anny Biehl endte med at blive nærmest som en mor for ham.

Under sin tjeneste på kongeskibet, blev han gode venner med Prins Henrik, han betegner ham som det mest vidende menneske han har mødt, og han var meget humoristisk.

Nogle af hans opgaver på skibet foruden at være læge for kongeparret og besætningen, var også at behandle folk for hundebid, for kongehusets hunde løb frit omkring på skibet. Prins Henrik gav ham navnet ”Baby Doc”, og da dronningen skulle hilse på ham, sagde hun: ”Og De må så være Baby Doc”.

Da han havde stiftet familie, ville han være tættere på dem, så han sagde ja-tak til flere TV-jobs, men stadig skulle der være spænding, så det blev bla. til ”Øen – en ny begyndelse”.

I dag ved jeg, at jeg er god nok…

Efter hans fars død, kom farens enke hen til Christian og sagde, at hun havde lovet faren at sig til Christian, at han havde været meget stolt af ham, men havde ikke selv kunnet sige det til ham.

Christian sluttede med at give os alle et ”wake up call”.

Husk at fortælle dine nærmeste hvor meget de betyder for dig, mens du har dem.

Et rigtigt godt foredrag med stof til eftertanke.

Ref. Elisa