Vlado lentz

Torsdag d. 9. september havde Aktive Kvinder Silkeborg fornøjelsen af at have Vlado Lentz på besøg med foredraget ”Goddag – det er færdselspolitiet”.

Han startede med at fortælle at han begyndte ved politiet d. 1. april 1985.

Hans drøm var at blive pilot, men prøverne gik ikke så godt, og han fik at vide, at det nok ikke var den vej, han skulle gå, så han gik ind i hæren, men valgte så politiet. Han ville gerne være hundefører, men fik at vide, at det havde han ikke erfaring nok til. Han tog så et motorcykelkursus, og blev så glad for det, at han har været motorcykelbetjent siden. Blev dog også hundefører senere. 

Han viste videoklip fra de 25 år, der har været ”Politijagt” på TV. 

Hvad fører til færdselsuheld? 

Spritbilister – viste video af en anholdelse af en stangdrukken spritbilist.

Spritbilister er som regel ældre, men inden for de sidste år, er der kommet en ny gruppe bag rattet, det er narkobilisterne, som regel yngre under 30 år. For hver 1 spritbilist der bliver stoppet, så bliver der stoppet 2 narkobilister. Kørekortet mistes i 3 år ved narkokørsel.

Uopmærksomhed under kørslen er også skyld i mange uheld. Man sidder og snakker, og er uopmærksom på det der sker på vejen, eller man er optaget af mobiltelefonen.

Høj hastighed er også årsag til mange ulykker. Vi så en meget voldsom video, der endte i en grim ulykke da føreren mistede kontrol på grund af for høj fart og tog en politibil med i ulykken også.

Der laves mange lasermålinger, tit oppe fra en bro, hvor der så er en motorcykelbetjent, der stopper synderen nede på vejen.

Politiet er også begyndt at bruge droner, bl. a. til undersøgelser af gerningssteder.

Vlado har arbejdet for politiet i Amerika, hvor de har politihelikoptere, det ville han gerne have herhjemme. 

En anden gruppe er knallertkørere, de stikker af, hvis de ikke har rent mel i posen, når de ser, det er politiet der kommer. Politiet har fået et nyt våben til brug for eftersættelse af knallerter, det er Semi-off routere – små motorcykler der kan køre i terræn, og op og ned af trapper. 

Vlado er en god fortæller, og gav sig god tid til at besvare spørgsmål. En fin aften.

Referat Elisa Bjerg Jensen