Kronborg Slot og Helsingør by.

Udflugt til Kronborg Slot og byvandring i Helsingør.

Torsdag d. 9. og d.16. maj kl. 6.30  - Kronborg  Slot og Helsingør by.

 

Aktive Kvinder Silkeborg var den 9 og 16. maj på tur til ”Kronborg Slot og Helsingør. Vi startede fra Ansvej kl. 6:30, undervejs fik vi te/kaffe og rundstykker m/ ost og marmelade. 

Undervejs fortalte Marianne om Strandvejen som går fra København til Helsingør, en strækning på ca. 40 km. Som i 1770´erne var en vigtig postvej. Helsingør var et yndet udflugts mål pga. nogle fantastiske vafler og der var også en del slotte at kikke på undervejs.  Et kalkbrug gjorde at alle blev hvide af kalkstøv. Men så fandt et kvikt hoved på, at tjene penge på støvet. Nogle drenge stod med en lille børste og børstede folk af for det værste kalkstøv.  Senere fandt man på at vande vejen. I 1827 blev der indført ”bompenge”, som skabte en del diskussioner, om hvem der skulle betale. ”Bompenge” blev ophævet 90 år senere.

Da vi ankom til Kronborg Slot stod guiderne klar til at fortælle om Kronborgs historie og guide os rundt på slottet.  Vi så slotskirken som blev indviet i 1582 og som overlevede en brand i 1629, her kunne vi danne os et indtryk af den farvestrålende pragt, der oprindelig har præget Kronborg. Kongeparret på Kronborg, Frederik og Sophie er kendt for deres lykkelige ægteskab. De fik syv børn og nr. tre i rækken var den senere så berømte Kong Christian 4. Fra kongens kammer, gennem vinduerne kunne Frederik 2. se sit rige fortsætte på den anden side af Øresund og nyde synet af de mange skibe der sejlede forbi og betalte told til ham. I kammeret holdt han møde med rigets mægtigste adelsmænd om, hvordan riget skulle styres. Her samlede han også vennerne til muntre jagtmiddage, han elskede fest og glade dage. I Dronningens kammer holdt Sophie og hendes hofdamer til. Her spiste de og herfra styrede dronningen husholdningen med fast hånd og sørgede for sine børns opdragelse. Det var også hende som sørgede for, at hendes døtre blev gift ind i Nordeuropas førende fyrstestande. Vi så de kongelige gemakker, dansesalen og kasematterne under Kronborg, hvor soldaterne opholdt sig i krigstid. I kasematterne så vi også statuen af ”Holger Danske”

 Efter et spændende besøg på Kronborg, var det tid til frokost, som blev indtaget på restaurant Strejf. Efter super lækker mad, var vi på guidet tur rundt i Helsingør. Vi så bl.a. ”Toldboden” og ”Helsingør Domkirke Skt. Olai” med det flotte dåbstræ.  Byturen sluttede vi af med Kaffe/te og kage, i en 300 år gammel renæssance kælder, før vi igen kørte mod Silkeborg. Undervejs hjem fik vi frugt, som Rema 1000 havde sponsoreret.

Dette var de sidste ture Aktive Kvinder Silkeborg havde på programmet i foråret 2019.

 Alle ønskes hermed en rigtig god sommer.

Ref. Maja